Når man skyder udendørs, er solen både ens bedste ven og værste fjende. Solen er en relativt lille – men kraftig – lyskilde og den laver derfor grimme, hårde skygger. Grimme og hårde skygger er som regel ikke noget man ønsker men hvad kan man gøre for at undgå det…
Trin 1: Komposition og analyse
Jeg var fornylig på Bornholm, hvor jeg lavede billeder med Barbara Mackowiak. Vores plan var at tage på stranden men desværre blæste det så meget, at planen blev skrottet og vi besluttede os for, at finde et sted hvor vi var i læ for vinden. Vi kørte lidt rundt og var så utroligt heldige at finde en dal med en skovsø.
Det første trin når man skal lave billeder, er altid komposition: start med at finde baggrunden og placér modellen, så det hele “passer” kompositionsmæssigt. I dette tilfælde kan jeg faktisk kun skyde i en retning, da søen er grumset og ikke særlig pæn i de andre retninger og desuden er bakken også groet til i de andre retninger.
Her har Barbara taget plads under min “transportable skygge” som er en 150 cm gennemskydnings-paraply. Bemærk hvordan de grimme skygger er forsvundet og er blevet erstattet af dejligt blødt og flatterende lys. Bemærk også, at baggrunden er blevet lysere. Det er fordi paraplyen skærer ned for mængden af lys der rammer Barbara og jeg derfor er nødt til at kompensere ved at “skrue op” for eksponeringen i kameraet.
Trin 2: Eksponering
Nu er lyset relativt pænt på Barbara, jeg vil dog gerne have lidt mere lys i skyggerne, så kontrasten ikke er så stor. Hvis jeg havde en stor reflektor, ville den være perfekt til formålet men sådan en havde jeg desværre ikke med. Til gengæld har jeg en mindre gennemskydnings-paraply og en speedlight med.
Speedlighten begrænser desværre min lukkertid og da jeg vil skyde med stor blænde pga. dybdeskarpheden ved jeg, at jeg får brug for et ND-filter. Jeg skruer mit ND8-filter på, sætter lukkertiden til 1/160s, ISO til 100 og justerer blænden så eksponeringen er “korrekt”. Herefter tænder jeg for speedlighten og justerer dens lysstyrke så det hele “spiller sammen”.
Konklusion
Den endelige eksponering blev: ISO 100; 1/160s; f/2,5.Billedet er et godt eksempel på hvordan man kan “bearbejde” det naturlige lys og lave flotte billeder med simple midler. Hvis jeg havde haft en stor reflektor, havde jeg brugt den i stedet for speedlighten og den lille paraply og havde dermed ikke være begrænset af lukkertid. Jeg var også sluppet for ND-filtret og havde kunnet skyde med en lukkertid på 1/1250s.
Jeg vil slutte af med at anbefale at fotografere med paraplyer: de er nemme at transportere og sætte op og så er de relativt billige. Jeg vil dog af åbenlyse årsager advare mod at bruge paraplyer – især store – når det blæser!