JannieBayHolm

Flere lys på én gang

Mange begyndende fotografer bliver skræmt ved tanken om at bruge mere end et lys – hvilket jeg finder mærkeligt. Hvis man kan finde ud af at bruge ét lys, kan man også finde ud af at bruge to, tre og fire osv. Fremgangsmåden ved flere lys er den samme som ved ét, man skal bare gentage den for hvert lys man tilføjer.
Jeg var for nylig i studiet med model Jannie Bay Holm og makeup artist Niels Laigaard. Vi havde på forhånd aftalt at skyde fashion-billeder og havde synkroniseret garderobe, makeup og lyssætning så meget som det var muligt. I dette tilfælde havde jeg en lyssætning med fem lamper i tankerne.

Fremgangsmåden

Min fremgangsmåde når jeg sætter lys består af tre trin:
1: Prævisualisér det færdige billede.
2: Vurder det tilgængelige lys i miljøet og eksponér som ønskes efter dette.
3: Tilføj en lampe. Vurder lyset fra lampen og korrigér indtil det er perfekt.

For hver lampe der bliver tilføjet, gentages trin 3. På denne måde kan en kompliceret lyssætning blive bygget op trin for trin og man har fuld kontrol over det færdige resultat.

Første trin – Prævisualisering

Første trin er at prævisualisere det færdige billede mht. lyssætning: Hvor mange lys er der? Hvor kraftige er lysene? Hvor er lysene placeret? Hvilken retning har de? Er lyset hårdt eller blødt?
Svarene fortæller hvor mange lamper der skal bruges, hvor de skal placeres, og hvilke modifiers (softboxe, beauty dishes etc.) der skal bruges.
I dette tilfælde blev det til fem lamper: en beauty dish oppe foran som det primære lys, en stor softbox foran nede som fill light, et lys på baggrunden og et kantlys bagfra på hver side af Jannie.

Andet trin – Tilgængeligt lys

Første trin i selve lyssætningen er at vurdere det lys, der er tilgængeligt i miljøet. Hvis man er udendørs, skal man ofte tage solen i betragtning. I dette tilfælde er jeg indendørs og jeg eksponerer således, at elpærerne i loftet ikke påvirker billedet. Når jeg tager et billede uden blitz, er det totalt sort hvilket sikrer mig, at det eneste lys der tæller kommer fra de blitzer jeg tænder.

Tredje trin – Tilføj lampe, vurdér og gentag

Den første lampe er en beauty dish oppefra. Højden er justeret, så man kan se reflektionen (“catch light”) i Jannies øjne og lampen er placeret så tæt på midteraksen som muligt uden at stativet kommer med i billedet.

Lampe nr. to er en softbox placeret på gulvet foran Jannie. Denne lampe fungerer som “fill light” og minimerer nogle af de skygger beauty dishen skaber.

Lampe nr. tre er baggrundslys. Formålet med denne lampe er dels at sørge for, at Jannie ikke falder i ét med baggrunden og dels at skabe noget “spænding” på baggrunden, så den ikke bare er kedelig sort.

Lampe nr. fire er kantlys. På samme måde som baggrundslyset sørger kantlyset for, at Jannie ikke falder i ét med baggrunden og giver samtidigt noget “spil” i hendes hår.

Lampe nr. fem er tilføjet og lyssætningen er komplet. Den femte lampe er et kantlys på den modsatte side af lampe nr. fire.

Hvis jeg ville, kunne jeg have tilføjet flere lamper: det vigtige er at være metodisk og vide hvad formålet med de enkelte lamper er.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>